Henrik Ibsens skrifter

Efter at han havde ført mig gjennem en talløs mængde af mørke og snævre Gange og havde aabnet og tillukket mangfoldige Døre, kom vi omsider ind i en ubedækket Gang, der var omgiven af de Vanvittiges Celler. Saadanne Sindsvage, hvis Aandsforvirring var af en stille Beskaffenhed, gik ulænkede omkring i selve Gaarden, hvorimod de Øvrige vare ved Hjælp af Lænker, som man havde befæstet om deres Hals, fastsluttede til Jerngitterstængerne i deres Vinduer. Opsynsmanden greb fat i disse Lænker, som om han her viste mig omkring i et Menageri, og trak de Ulykkelige, der ikke viste sig hurtige nok, med Magt nærmere hen til os. En af dem, der spyttede paa mig, da jeg gik forbi hans Celle, modtog strax en stræng Tugtelse og de Eder, som han nu udstødte, paadroge ham en frygtelig Dragt Prygl, indtil det endelig lykkedes mine indstændige Bønner, at fravriste den opbragte Opsynsmand det ulykkelige Bytte (sitert etter Ljono 1948).

Af Landets 4290 Sindssyge ere 3930 fattige, som maae underholdes paa de forskjellige Kommuners Bekostning, og da samtlige Lokaler [psykiatriske institusjoner] blot modtage 147 Individer, blive altsaa aarligen 3783 forpleiede ved at udleies hos Private (Major [s.a.], 3).

Skyer betegne nu fortræffeligt den aldeles holdningsløse Tankebevægelse, der i idelig Bølgegang, uden Fodfæste og uden immanent Bevægelseslov, configurerer sig paa allehaande Maader med samme regelløse Foranderlighed som hine, der snart ligne dødelige Qvinder, snart en Centaur, et Pantherdyr, en Ulv, en Tyr o.s.v., ligne dem, vel at bemærke, men ikke ere dem, da de dog ikke ere Andet end Taage eller den dunkelt sig rørende uendelige Mulighed af at blive hvad det skal være, der dog er uformuende til at lade Noget blive et Bestaaende, den Mulighed, der har et uendeligt Omfang og ligesom rummer hele Verden i sig, men dog ikke har noget Indhold, kan optage Alt, men Intet fastholde (Kierkegaard 1997, b. 1, 184–85).

Dæmpet Musik høres fra Baggrunden; – Bjerget aabner sig, og i det Indre sees en stor og glimrende oplyst Hal; Bjergkongen sidder i et Høisæde i Baggrunden. Alfer og Hougfolk dandse omkring ham (HIS 1, 435).

What piece of work is a man […] and yet to me what is this quintessence of dust? (Shakespeare 1974, 1156)

jeg sover icke, jeg vaager icke, jeg er icke død, jeg lever icke, jeg er icke gall, jeg er icke klog, jeg er Jeppe pa Bierget, jeg er icke Jeppe paa Bierget, jeg er fattig, jeg er riig, jeg er en stakkels Bonde, jeg er en Keyser A... A... A... hjelp hjelp hjelp (Holberg 1913–63, b. 2, 733).

i Udseende ligner den skjønneste Qvinde, men i Lader det arrigste Trold. Hun gaaer igjennem lukkede Døre, overfalder sovende Folk i det hun snart sætter sig skrevs over dem […] snart lægger sig over Folk og snører Hjertet sammen paa dem (Faye 1844, 76–77).

Sie ist aber noch die ärmste Gestalt des sich verwirklichenden Geistes; denn sie ist sich erst die Abstraction der Vernunft, oder die Unmittelbarkeit der Einheit des Fürsich und des Ansichseyns; ihr Wesen ist also nur die abstracte Kategorie (Hegel 1980, 200).

Denne individualitet er imidlertid ennå bare den mest fattigslige skikkelsen til den ånd som er i ferd med å virkeliggjøre seg. For først er den fornuftens abstraksjon eller dens umiddelbare enhet av væren for seg og væren i seg; slik er dens vesen bare den abstrakte kategori (Hegel 1999, 196).

«Was bin Ich?» so fragt sich Jeder von Euch. Ein Abgrund von regel- und gesetzlosen Trieben, Begierden, Wünschen, Leidenschaften, ein Chaos ohne Licht und Leitstern! Wie soll Ich, wenn Ich ohne Rücksicht auf Gottes Gebote oder auf die Pflichten, welche die Moral vorschreibt, ohne Rücksicht auf die Stimme der Vernunft, welche im Lauf der Geschichte nach bitteren Erfahrungen das Beste und Vernünftigste zum Gesetze erhoben hat, lediglich Mich frage, eine richtige Antwort erhalten? (Stirner 1845, 212–13).

«Hvad er jeg?» spørger enhver af eder. En Afgrund af lovløse Ønsker, Lidenskaber, Attraa og Begær, et Kaos uden Lys og Ledestjerne! Hvorledes skal jeg faa et rigtigt Svar, naar jeg blot spørger mig selv uden at tage Hensyn til Guds Bud eller de Pligter, som Moralen foreskriver, uden at tage Hensyn til Fornuftens Stemme, som i Historiens Løb af bitre Erfaringer har hævet det Bedste og Fornuftigste til Lov? (Stirner 1902, 111).

Det er saa langt fra at det lykkes Selvet mere og mere at blive sig selv, at det blot mere og mere bliver aabenbart, at det er et hypothetisk Selv. Selvet er sin egen Herre, absolut, som det hedder, sin egen Herre, og just dette er Fortvivlelsen, men ogsaa hvad det anseer for sin Lyst, sin Nydelse. Dog forvisser man sig ved et nærmere Eftersyn let om, at denne absolute Hersker er en Konge uden Land, han regjerer egentligen over Intet; hans Tilstand, hans Herredom underligger den Dialektik, at i ethvert Øieblik Oprøret er Legitimitet. Dette beroer nemlig til syvende og sidst vilkaarligt paa Selvet selv. Det fortvivlede Selv bygger altsaa bestandigt kun Luftcasteller, og fægter bestandigt blot i Luften (Kierkegaard 1920–36, b. 11, 204).

Og Gud sagde: Lader os gjøre et Menneske I vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regjere over Havets Fiske, og over Himmelens Fugle, og over Fæet, og over al Jorden, og over alle Orme, som krybe paa Jorden.

Slik lå landet der som en langstrakt oase, skjermet av sine fjellvolder, omgitt av ørkenens sandhav; slik raget folket i sin blomstrende kraft opp som en kulturoase over mindre utviklede, mindre kultiverte stammer

Herodot siger fremdeles, at Sesostris har ladet grave uhyre Kanaler gjennem hele Ægypten, som tjente til at udbrede Nilens Vand allevegne […] Efter Psammitich fulgte Neko, der begyndte at grave en Kanal, som skulde forbinde Nilen med det røde Hav, og som først fik sin Fuldendelse under Darius Nothus. Det Foretagende at forene Middelhavet med den arabiske Havbugt og det store Ocean, er ikke af en saadan Nytte, som man maaskee kunde troe, fordi der paa det røde Hav, som desuden er meget vanskeligt at befare, omtrent ni Maaneder igjennem hersker en bestandig Nordenvind, og der følgelig kun i tre Maaneder kan reises fra Syd til Nord (Hegel 1842, 208–09).

hver den som hører disse mine Ord og ikke gjør efter dem, skal lignes ved en daarlig Mand, som byggede sit Hus paa Sand. Og Skylregnen faldt, og Vandflommen kom, og Vindene blæste og stødte an paa samme Hus, og det faldt, og dets Fald var stort.

Jeg har brændende længtes efter, ja næsten bedet om en stor Sorg, som ret kunde udfylde Tilværelsen, give Livet Indhold. Det var taabeligt, jeg har kjæmpet mig ud af dette Stadium, – og dog bliver der altid en Mindelse tilbage.

Men som han var bedst inde i sin Præken, gjorde han et Saltomortale – han var bekjendt som en rask Fyr – midt ned i Kirken, saaat Samarien foer paa en Kant og Kraven paa en anden. «Der ligger Præsten, og her er jeg,» sagde han med et bekjendt Udtryk af ham, og lad os nu faa en Springdans (Asbjørnsen 1859–66, b. 1, 124).

Hercules løftede, som bekjendt, Antæus fra Jorden og overvandt ham derved. Ligesaa gjorde Ironien med den historiske Virkelighed. I en Haandevending var al Historie bleven til Mythe – Digt – Sagn – Eventyr. Saaledes var Ironien atter fri. Nu gjorde den igjen sit Valg og skaltede og valtede, som den bedst syntes. Især var det Grækenland og Middelalderen, hvori den fandt Velbehag (Kierkegaard 1997, b. 1, 313).

Herodot forteller at Memnon skal gi fra seg en klang ved soloppgang. Den høyere kritikk har riktignok betvilt dette, men tonens faktum er nylig blitt bekreftet av franskmenn og engelskmenn (Hegel 1966, b. 1, 349; til norsk ved HIS).

Derfor altså, siden alt som forekommer i virkeligheten, bare er utviklingen av en absolutt fornuft, finner vi i historien, og særlig i den menneskelige ånds historie, overalt spor etter den absolutte fornuft, som vil tre frem for oss fra et empirisk (utelukkende praktisk) standpunkt som et forsyn, som på forhånd har ordnet alt slik vi finner det i virkeligheten (Schelling 1976, b. 4, 255; til norsk ved HIS).

Idet selvbevisstheten uttrykker dette momentet av sin bevisste undergang og derigjennom resultatet av sin erfaring, viser den seg som denne indre fordreining av seg selv, som det forrykte ved bevisstheten, hvor dens vesen er umiddelbart uvesen og dens virkelighet umiddelbart er uvirkelighet. – Forryktheten kan ikke anses å bestå i at overhodet noe uten vesen blir holdt for vesentlig og noe ikke-virkelig for virkelig, slik at bevisstheten om virkelighet og ikke-virkelighet, eller om vesenhet og uvesenhet, kommer i splid med hverandre.– Dersom noe faktisk er virkelig og vesentlig for bevisstheten overhodet, men ikke for meg, har jeg, siden jeg er bevissthet overhodet, i bevisstheten om dets intethet samtidig bevisstheten om dens virkelighet – og idet de begge er fikserte, utgjør dette en enhet som utgjør vanviddet i sin alminnelighet. I dette alminnelige vanvidd er imidlertid bare en gjenstand for bevisstheten forrykt, og ikke bevisstheten som sådan i og for seg selv (Hegel 1999, 201; jf. Hegel 1980, 205).

Med Hussein, der indbilder sig at være en pen, tænkte han spesielt paa den daværende norsk-svenske udenrigsminister, grev Manderström, der troede at hans noter, dem han var saa stolt af, kunde regjere verden (Midbøe 1960, 156).

Sessioner afholdes paa forskjellige Steder inden Amtet, saaledes at de Værnepligtige i Regelen ikke behøve at reise længere end 4 Mile udenfor sit Lodtrækningsdistrict, – de skulle i Regelen være afsluttede inden Midten af September.

(Der) Ordet (var) endnu i Kongens Mund, faldt en Røst af Himmelen: Det være dig sagt, Kong Nebucadnezar! Riget er gaaet fra dig. Og man skal udstøde dig fra Folk, og din Bolig skal være hos Dyrene på Marken, man skal lade dig smage Urter som Øxne, og syv Tider skulle omskiftes over dig, indtil du kjender, at den Høieste haver Magt over Menneskenes Rige, og giver det til hvem han vil. I den samme Time blev det Ord fuldkommet over Nebucadnezar, og han blev udstødt fra Menneskene og aad Urter som Øxne, og hans Legeme blev vædet af Himmelens Dug, indtil hans Haar voxede som Ørnenes (Fjædre), og hans Negle som Fugles (Kløer).

Men ligesom Hinduernes Guder flyde over i hinanden med deres svævende Omrids og mangfoldige Skikkelser, ligefra den gamle nationale Hovedgud Brahma, […] ligesaa svævende og ubestemt er ogsaa den Maade, hvorpaa Billedkunsten søger at gribe disse bestandig undvigende Skikkelser.

Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen. Og der kom plutseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og opfyldte det ganske Huus, hvor de sadde. Og der saaes af dem adskilte Tunger som af Ild, og de satte sig paa Enhver af dem. Og de bleve alle opfyldte af den Hellig-Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at tale.